< Tilbage til Nyheder

Nyt maleanlæg til Bøjsø understøtter den høje kvalitet

Millioninvestering i dansk produktion: Det daglige produktionsflow i vindues- og dørproduktionen bliver nu endnu bedre, og det samme gør den interne kvalitetskontrol, efter at vinduesproducenten Bøjsø netop har foretaget en millioninvestering i et spritnyt maleanlæg til fabrikken i Vorbasse. Bøjsø er specialiseret i døre og vinduer til historiske og bevaringsværdige ejendomme, og det nye maleanlæg er en solid investering i virksomhedens fremtid og dermed også danske arbejdspladser og i sidste ende produkter af højeste kvalitet.

Bøjsø Maleanlæg2

En optimeret maleproces og en langt mere smidig kvalitetskontrol, hvor både flaskehalse og fragt minimeres, er blandt de helt store fordele ved Bøjsøs nye millioninvestering i et nyt maleanlæg til produktionen i Vorbasse. Bøjsø er specialiseret i blandt andet koblede vinduer og forsatsvinduer til ældre og bevaringsværdige ejendomme, og det stiller store krav til kvalitet og finish i de færdige produkter.

- Som producent og leverandør af speciallavede vinduer og døre er det afgørende, at vores kvalitet er helt i top hver gang. Med vores nye maleanlæg er der færre hænder, der skal håndtere og flytte rundt på hvert produkt, og samtidig får vi endnu bedre mulighed for at kaste et ekstra grundigt falkeblik på de nymalede elementer og udbedre eventuelle unøjagtigheder med det samme, forklarer Lasse Sørensen, direktør i Bøjsø døre & vinduer, og fortsætter:

- Maleanlægget gør os desuden endnu mere fleksible igennem hele produktionen og åbner for flere kompetencemuligheder i huset, så vi kan hjælpe hinanden i de forskellige dele af processen. Vores helt store styrke er vores kompromisløse tilgang til at levere i den højeste kvalitet, og det understøtter vi med denne investering i både dansk produktion og dermed også danske arbejdspladser.

Bøjsø Maleanlæg1 (1)

Bøjsø leverer skræddersyede vindues- og dørløsninger til sine kunder, og på samme måde er det nye maleanlæg også skræddersyet til Bøjsøs produktion, hvor de unikke døre og vinduer med mange finesser og smukke detaljer håndteres på bedste vis.

Det er virksomheden Moldow, en af verdens førende producenter af blandt andet filteranlæg, industriventilation og maleanlæg, som har leveret anlægget til Bøjsø, der er tilpasset efter vinduesproducentens specifikke behov og ikke mindst krav til finish og kapacitet:

- I tæt og godt samarbejde med Bøjsø har vi udviklet anlægget med udgangspunkt i at sikre den bedste kvalitet i de færdige produkter. Samtidig har vi foretaget kapacitetsberegninger i forhold til at kunne opretholde en optimal dagsproduktion. Anlægget er desuden designet under stor hensyntagen til energibesparende foranstaltninger og et optimalt fysisk arbejdsmiljø med fokus på god ergonomi, støjreduktion og udsugning af støv. Et godt fysisk arbejdsmiljø er nemlig det bedste udgangspunkt for en smidig produktion og i sidste ende den bedste kvalitet, forklarer Jens Haahr Jensen, sales engineer hos Moldow.

Maleanlægget har været nogle måneder undervejs og er netop installeret og idriftsat hos Bøjsø.

Loading...