< Tilbage til Nyheder

Nyt produktionssetup gør Bøjsø klar til vækst og øget aktivitet i byggebranchen

Billede1

Massiv efterspørgsel på vinduer til historiske og bevaringsværdige ejendomme kan nu lettere imødekommes hos Bøjsø. Virksomheden har nemlig netop investeret knap to millioner kroner i et helt nyt produktionssetup, der skal strømline produktionen af de skræddersyede dør- og vinduesløsninger, som er virksomhedens speciale. Det betyder blandt andet, at medarbejderne skånes for tunge løft, og at produktionen foregår i et endnu mere veltilrettelagt flow.

Der er godt gang i byggebranchen for tiden, og det mærker man i høj grad også hos Bøjsø, der er specialister i blandt andet nicheproduktet koblede vinduer og døre til ældre og bevaringsværdige bygninger. I starten af året har Bøjsø landet flere store ordrer på villa- og projektmarkedet, hvor særligt store ejerforeninger for alvor har fået sat gang i deres renoveringsprojekter.

Billede 3

- Vi mærker klart, at der nu er kommet hul igennem til de historiske og bevaringsværdige ejendomme. På grund af corona har man mange steder udskudt generalforsamlinger i bolig- og ejerforeningerne, som netop ofte administrerer denne type bygninger, og har derfor ventet med at træffe beslutninger om eksempelvis udskiftning af foreningernes døre og vinduer. Vi oplever derfor lige nu en mindre ketchupeffekt, hvor der er stor efterspørgsel og lyst til at få gang i renoveringsarbejdet i takt med at mere og mere åbner op, forklarer salgschef hos Bøjsø døre & vinduer, Tommy Borg.

Vinduesproducenten har blandt andet derfor netop investeret i et helt nyt produktionssetup, som nu skal gøre virksomheden klar til den stigende aktivitet. Det indebærer blandt andet et helt nyt montageanlæg, som netop er leveret på Bøjsøs fabrik i det sydjyske Vorbasse, der ikke alene skal bidrage til en mere effektiv produktion, men også til, at medarbejderne undgår tunge løft i montageafdelingen.

- Det nye anlæg er opbygget specifikt efter Bøjsøs ønsker og behov, som kan hjælpe dem til fremadrettet at få en endnu mere strømlinet produktion. De speciallavede vinduer og døre med rigtig mange komponenter i hvert enkelt produkt efterlader et stort behov for et godt flow i monteringen, så hvert element kommer i den rækkefølge, som montøren skal bruge det. Derudover skal montageforløbet også i endnu højere grad sikre, at der ikke sker skader på de nye døre og vinduer i selve monteringen, siger key account manager Steen Hansen hos maskinleverandøren Junget, som har rådgivet om og leveret montageanlægget til Bøjsø.

Med det nye anlæg er det således meget nemmere at transportere og montere de mange løsdele, der er i produktionen af hvert enkelt vindue og dør. Samtidig foregår produktionen nu i en linje, hvor medarbejderne arbejder sammen i teams.

Billede 2

Fortsat fokus på eksklusiv vinduesproduktion

Udover montageanlægget har Bøjsø også i efteråret 2020 investeret i en ny CNC-maskine, som ligeledes er leveret af Junget. Også her er maskinen tilpasset Bøjsøs behov, hvor der er lagt stor vægt på tilkøb af ekstraudstyr og større fleksibilitet, hvor maskinen eksempelvis genererer filer direkte fra ordren, som der så bygges efter. Det skal bidrage til, at Bøjsø fortsat kan levere med samme høje standard og kvalitet, som vinduesproducenten er kendt for:

- Vores fokusområde er en niche af renoveringsmarkedet, hvor der kræves helt særlige og eksklusive løsninger for at bevare en bygnings oprindelige udtryk og stil. Derfor var kvalitet også noget af det, vi lagde allermest vægt på i samarbejdet med Junget. Både det nye montageanlæg og den nye CNC-maskine skal nemlig bidrage til, at vi også fremadrettet kan levere den samme ekstremt høje grad af kvalitet, vi er kendt for. Det er nemlig vores absolut førsteprioritet, og derfor er det også et vigtigere parameter end for eksempel leveringstid, som ellers også spiller en stor rolle i vores branche, siger produktionschef hos Bøjsø døre & vinduer, Brian Waldhauer, som derfor også understreger, at Bøjsø fortsat vil have faglærte maskinsnedkere i produktionen, der kan levere det samme imponerende håndværk.

Bøjsø har gennem de seneste mange år leveret koblede vinduer til privat liebhaveri rundt i hele landet samt flere store prestigeprojekter.

Loading...