< Tilbage til Inspiration

Tilbygning til bevaringsværdig villa understreger det oprindelige udtryk

M4 Helenevej Rungsted 17

Nyt og gammelt forenes med gennemtænkte valg

Ønsket om flere kvadratmeter og en gennemgribende renovering af en smuk, nationalromantisk villa i Nordsjælland fra 1916 var udgangspunktet for et omfattende projekt, som arkitekt MAA Morten Lie Dalsgaard fra m4 Arkitekter har stået i spidsen for.

Den oprindelige villa på 166 kvadratmeter er klassificeret som bevaringsværdig i klasse 3, hvilket indikerer stor værdi af arkitektonisk design, originalitet og tilstand. Det betyder samtidig, at kommunen kan stille mange detaljerede krav til husets arkitektur, materialer og selve projektets udførelse for at værne om husets oprindelige, arkitektoniske stil samt ikke mindst, at der skal søges dispensation for tilbygninger. Derfor var en god og tidlig dialog med kommunen afgørende for at få projektet godt fra start:

- Vi sætter os altid grundigt ind i det pågældende hus og undersøger alt om ejendommen, blandt andet via de oprindelige tegninger for på den måde forstå, hvad arkitekten bag huset har haft i tankerne og hvilke tidstypiske principper, huset følger, forklarer Morten Lie Dalsgaard og fortsætter:

- Alt dette blev også i dette tilfælde grundlaget for dialogen med kommunen i forhold til ønsket om både en tilbygning og selve renoveringen af den eksisterende villa. Kommunen var meget optaget af at leve op til alle krav og bevare husets oprindelige udtryk, særligt i forhold til materialer og detaljer på facaden. Samtidig skulle huset leve op til de nyeste energikrav, hvilket blandt andet fik stor indflydelse på vinduerne i tilbygningen. Vi beskrev i projektet, at vi gerne ville bruge Bøjsø, da de som nogle af de eneste på markedet laver vinduer med rødder i gamle håndværkstraditioner og samtidig lever op til skærpede energikrav, og det fik vi heldigvis lov til.

M4 Helenevej Rungsted 30

Bedre Byggeskik stiller store krav til vinduer


Den nordsjællandske villa er opført efter principperne i Bedre Byggeskik, hvilket blandt andet stiller meget specifikke krav til husets vinduer – herunder til størrelse og proportioner på glasfelter og om de skal være i kvadratisk, lodret eller vandret format. Det betød derfor også, at vinduerne i den nye tilbygning på i alt 46 kvadratmeter skulle matche de oprindelige vinduer fuldstændig, og her var Bøjsøs koblede vinduer det oplagte valg:

- Det var et krav fra kommunen, at vinduerne i tilbygningen skulle svare til husets eksisterende vinduer i materiale og udførelse, altså udført som traditionelt håndværk med ægte sprosser, som glasset er monteret i. De nye, koblede vinduer med et udtryk, der matchede de oprindelige vinduer i huset, skulle samtidig leve op til de nyeste energikrav, og det kunne heldigvis lade sig gøre med Bøjsøs vinduer, siger Morten Lie Dalsgaard.

M4 Helenevej Rungsted 25

Nænsom renovering sikrer fælles kulturhistorie

Foruden de smukke, koblede vinduer i den nye tilbygning, der rummer husets nye køkken/alrum samt et værelse på førstesalen, er der også etableret to kviste på taget. Kvistvinduerne, der ligeledes er koblede vinduer fra Bøjsø, sørger for masser af dagslys på førstesalen, mens kvistenes udvendige udtryk med sider og tag udført i zink matcher det flotte, røde tegltag.

Endelig er hele husets store forvandling understreget i den iøjnefaldende farveændring fra gul til hvidpudset facade samt den originale opmuring af tagrygningen. De omfattende ændringer af villaen sikrer dels et tidstypisk og originalt udtryk udefra, dels en moderne og nutidig bolig indvendig.

- Ejer man et bevaringsværdigt hus og har ønsker om at ændre på huset, er det vigtigt, at man inddrager kommunen i sine overvejelser og sørger for at indhente de rette godkendelser, inden man går i gang. Bevaringsværdige huse er en del af den fælles danske kulturarv og kulturhistorie, og man kan derfor ikke uden videre ændre på deres oprindelige udtryk. Det er vigtigt at have gode eksempler på tidstypiske bygninger, som repræsenterer bestemte byggestile og arkitektoniske valg igennem tiden. Med en nænsom og respektfuld renovering kan vi bevare den oprindelige arkitektur og dermed vores fælles kulturhistorie, siger Morten Lie Dalsgaard.

Tommy_Borg.jpg

Bestil rådgivning

Vi involverer os gerne i dit byggeprojekt, og kommer med inspiration og designforslag til netop din løsning.

Vores vinduer og døre er alle håndlavede kvalitetsprodukter, som produceres efter dine mål og ønsker

Bestil rådgivning

Loading...